Læserbrev til Sjællandske – Vordingborg Idrætsråd opfordrer til den gode dialog.

Vordingborg Idrætsråd opfordrer til den gode dialog.

 

Gennem de senere år har vi oplevet at flere foreninger går i pressen, for at kaste lys over deres egne problemstillinger.

 

Det er oftest problemer omkring manglende vedligeholdelse, rengøring eller anden drift af idrætsfaciliteter der har medført at den enkelte forening kontakter pressen.

 

Det er selvfølgelig fint at ytre sig når der er et problem, der trænger til fokus. Problemet er bare at det er en lang række af Vordingborg kommunens faciliteter der i den grad trænger til en kærlig hånd.

 

Derfor ser Vordingborg Idrætsråd frem til resultatet af den store facilitetsundersøgelse som Vordingborg kommune har sat i gang.

Som alle nok har bemærket, så har kommunen en begrænset økonomi både til renovering, og til den daglige drift.

 

Hvis enkelte foreninger forlanger at få opfyldt deres specifikke ønsker før alle andre, og disse ønsker  så bliver efterkommet , så kommer det uundgåeligt til at gå ud over andre foreninger, som måske også er meget trængende.

Derfor ser Vordingborg Idrætsråd frem til en samlet plan for renovering som kan danne baggrund for prioriteringer på det samlede idrætsområde i de kommende år.

 

Vordingborg Idrætsråd vil derfor gerne opfordre til, at man kontakter Vordingborg kommune igennem direkte dialog.

Idrætsrådet vil som tidligere tilbudt altid gerne bistå med at være bindeled, samt deltage i eventuelle møder som uvildig part.

 

En dialog på de sociale medier kan derimod ende med at gå ud over de forkerte, herunder også de mange pligtopfyldende medarbejdere i kommunen, som hver dag gør deres bedste for at løse de opgaver de har, men er begrænset af økonomiske rammer eller politiske beslutninger.

 

Alle arbejder for de bedst mulige rammer og betingelser for foreningslivet i Vordingborg Kommune.

Vordingborg Idrætsråd er meget glade for den dialog vi har med de forskellige forvaltninger, som servicerer vores medlemmer. Vi oplever at der bliver lyttet til os og vi får altid en god og saglig behandling.

Vi kan kun derfor opfordre til at vores medlemmer tager os med i den gode dialog, samt at man afholder sig fra som det første at fare i blækhuset på de sociale medier.

 

Mvh

Vordingborg Idrætsråd

info@vordingborgidrætsråd.dk